Sommerferielæsning 2020

center

Jeg læser rigtig meget faglitteratur (indenfor fx softwareudvikling, distribuerede systemer, programmeringssprog og arkitektur). Sommerferie er dog reserveret alle mulige andre emner og bøger. Her er hvad jeg læste i den for mit vedkommende snart overståede ferie. Måske kan listen inspirere dig!

Unity of Knowledge - Scrapbook from the Niels Bohr Institute, Rikke Hagen, Anne Prytz Schaldemose og Peter Høeg

Niels Bohr Instituttet skal flytte fra de legendariske bygninger på Blegdamsvej og har i den forbindelse bedt skulptør Rikke Hagen og fotograf Anne Prytz Schaldemose lave en scrapbog om instituttet. Jeg kender ikke stemningen på instituttet, men fotografier emmer af stemning om både seriøs videnskab og en legende tilgang til hverdagen. Peter Høeg har bidraget med et yderst velskrevet essay om blandt andet forholdet mellem naturvidenskab og kunst på et generelt niveau og lidt mere konkret om naturvidenskabens relation til sprog, bevidsthed, erkendelse og spiritualitet.

På side 169 i bogen er et billede af en bogreol med en række ringbind. Især et ringbind skiller sig ud med teksten “Mirakler 2014”. Det kan du så tænke lidt over!

Billedhuggerens Datter, Tove Jansson

Sidste sommer læste jeg Sommerbogen af Tove Jansson og fik lyst til at tage på somerferie til den finske skærgård. Billedhuggerens Datter er en roman, men den er baseret på Jansson erindringer om hendes barndom som datter i et kunstnerhjem med en billedhugger som far og en illustrator som mor. Anbefalelsesværdig uden at nå samme niveau som Sommerbogen.

Manden som elskede Sibirien, Roy Jacobsen og Annelise Pitz

Dette er historien om den tyske naturvidenskabsmand Fritz Dörries (1852 - 1953) som opholdt sig over 20 år i Sibirien, hvor han indsamlede primært sommerfugle, som blev sent tilbage til Europas mange museer. I en alder af 90 år skrev Dörries under anden verdenskrig sine erindringer ned i 3 eksemplarer og gav dem til hans døtre. Den ene af disse notesbøger ender senere i Norge, hvor Jacobsen og Pitz med udgangspunkt i notesbogen skriver en tekstnær roman om Fritz Dörries. Bogen er fyldt med fantastiske historier, og der er vildt at tænke på, at det er foregået for kun omkring 150 år siden. Meget underholdende og barske erindringer.

Åndens Liv, Hannah Arendt

Dette er helt klart den mindst tilgængelig bog i bunken af sommerlitteratur. Men som Mickael Launay pointerer i bogen Den store fortælling om matematikken kan man sagtens holde af matematik uden at være ekspert. Sådan har jeg det filosofi.

Hannah Arendt er mest kendt for værker indenfor politisk filosofi, men hun har også behandlet andre felter. Åndens Liv kan læses som et komplementært værk til Arendts værk Menneskets Vilkår. I sidstnævnte undersøges det aktive liv som falder i grundprocesser: arbejde, fremstilling og handling. Åndens Liv kigger på processerne: at tænke, at ville og at dømme og deres relationer til det aktive liv.

Jeg har ikke læst Åndens Liv fra ende til anden, men jeg kan sagtens få glæde af en bog ved at læse udvalgte passager. Og jeg vil helt sikkert også læse noget filosofi næste sommerferie.

Ildgæld, Brian Nygaard og Erik A. Frandsen

Når der nu ikke køres Tour de France i sommerferien, så kan jeg i det mindste læse om cykelløb og -sport. Og Nygaards reportager om cykelløb giver mig lyst til at tage til Italien og cykle. Bogen er smukt illustreret af Erik A. Frandsens oliekridttegninger. En del af artiklerne har tidligere været bragt i Weekendavisen.

Concepts of Modern Mathematics, Ian Stewart

Dette er ikke et matematik bog i traditionel forstand, hvor strukturen er bygget op omkring sætninger og beviser. Stewart tegner med en større pensel, men på en sådan måde, at matematikken stadig er tydelig og rimelig stringent. Det var sjovt at se, hvor meget jeg rent faktisk kan huske nogen om fra mine studier på Københavns Universitet. Især om emner som abstrakt algebra, grupper, symmetri, topologi, algebraisk topologi og grafteori.

Opfindelsen af Naturen, Andrea Wulf

2019 markerede 250-året for Alexander von Humboldts (1769 - 1859) fødsel. Jeg har tidligere læst romanen Opmålingen af Verden af Daniel Kehlmann, hvor man følger Humboldts hhv Gauss’ meget forskellige tilgang til erkendelse af viden om verden. Opfindelsen af Naturen er en monografi og man mærker virkeligt, hvordan Andrea Wulf har sat sig grundigt ind i alle de kilder som indgår i bogen. Bogen giver os en detaljeret, lærerig og underholdende gennemgang af Humboldts opdagelser, videnskab og syn på verden. Den sidste tredjedel af bogen er også spændende, men den handler i højere grad om videnskabsmænd som var inspireret af Humboldt.

Humboldt foregreb på mange måder sin egen tid, så hvis du interessere dig for klima, natur og økologi, er det værd at læse Opfindelsen af Naturen for bedre at forstå, hvor og hvordan vi har megen af vores grundviden om sådanne emner fra.

Madalfabet, Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad

Madalfabet er bygget om efter samme struktur som Inger Christensens Alfabet. Dvs antallet af verselinjer følger (til en start) Fibonacci tallene, dvs 1, 2, 3, 5, 8, 13, 21, 34, 55, .. (næste tal i rækken er summen af de 2 foregående tal). I Alfabet lyder første vers: “Abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”. Hos Glaffey og Langvad bliver det til “Abrikostærterne findes, abrikostærterne findes”. Og så er både tonen og stemningen ellers slået anan. Ekstremt underholdende og samtidigt med stor respekt for det oprindelige værk. Madalfabet var nomineret til Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2020 i Weekendavisen.

Alfabet, Inger Christensen

Genlæst sammen med Madalfabet for at kunne sammenligne de to værker.

Sommerfugledalen, Inger Christensen

I Manden som elskede Sibirien nævner Dörries mange forskellige sommerfugle arter, blandt andet sørgekåbe (side 85) som også indgår i Sommerfugledalen:

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,

som påfugløje flagrer de omkring

og forgøgler universets tåbe

et liv der ikke dør som ingenting.


Please create issues at the Github repo Twitter.

Edit page on GitHub. Please help me to improve the blog by fixing mistakes on GitHub. This link will take you directly to this page in our GitHub repository.

There are more posts on the front page.

Creative Commons License
Content of this blog by Carsten Jørgensen is licensed under a Creative Commons Attribution 4.0 International License.